Helt unge, der aldrig har røget en cigaret, er begyndt at dampe løs på elektroniske cigaretter, og det bekymrer Kræftens Bekæmpelse.
- E-cigaretter er nyt, spændende og sjovt, og det smager og lugter som slik. Men vi frygter, at det er rigtig skadeligt og ødelægger lungevævet, så en masse unge ender med af få KOL i en tidlig alder, siger overlæge Inge H. Clemmensen, Kræftens Bekæmpelse.
- Vi ved, at hvis et lille barn sluger en peanut, altså får den ned i lungerne, så ødelægger de olier, der er smagsstofferne, hele lungevævet, så man er nødt til at operere et stort stykke væv ud.
- De lugte- og smagsstoffer, der er tilsat e-cigaretter, er beregnet til at blive optaget i mave-tarmkanalen og ikke til at blive suget ned i lungerne.
Der er allerede undersøgelser, der viser, at væskerne indeholder tungmetaller og kræftfremkaldende stoffer.
Det helt enkle og hurtige ville være at betragte e-cigaretter som al anden tobak og derfor forbyde salg til unge under 18 år, mener Inge H. Clemmensen.
Et andet, stort problem ved e-cigaretterne er, at der ingen kontrol er med cigaretterne og de væsker, der puttes i.
Sundhedsmyndigheder i USA anbefaler, at der skal være kontrol med producenterne. Det burde også ske her, mener hun.
- Det skal deklareres, hvad der blandes i væskerne. Og så skal der være garanti for, at det sker under ordentlige, hygiejniske forhold, så der ikke sidder nogen ude i et baglokale og putter bakterier, virus og svampeinfektioner i, siger Inge H. Clemmensen.
Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) skal torsdag mødes med sundhedsordførerne og drøfte aldersbegrænsning for køb af e-cigaretter.
I 2010 havde 40.000 danskere helt eller delvist erstattet tobakken med e-cigaretter. I dag er tallet omkring 200.000. Hvor mange af dem, der er unge, er ikke undersøgt.
/ritzau/