Af Lars Igum Rasmussen, laig@avisen.dk
Chancen for at overleve en kræftsygdom i Danmark er europæisk ringe.
Vi er sammen med Storbritannien kun lidt bedre placeret end Polen, Slovakiet og Tjekkiet.
Det fastslog det videnskabelige tidsskrift The Lancet Oncology tirsdag i en undersøgelse af 2,7 millioner patienter fra 23 lande. Landets oppositionspolitikere lugtede ministerblod. Socialdemokraternes sundhedsordfører Jens Peter Vernersen skrev en pressemeddelelse, der hed: »Endnu et bevis på regeringens kræft-svigt«.
SF s ordfører, Anne Baastrup, skød også på regeringen.
Raser over opposition
Problemet er blot, at tallene fra undersøgelsen stammer fra 1995-1999. Før den borgerlige regering. Dermed raser ministeren over oppositionen:
»Jeg er bestemt ikke imponeret over niveauet af seriøsitet. Og især den socialdemokratisk ordfører udstiller kun én ting – det udsultede kræftområde, de overlod til os. Jeg vil ikke lægge ansvaret fra mig, for vi er ikke i mål. Men vi har gjort meget på området, og det kan så småt aflæses i statistikkerne,« siger sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Forsigtig med tal
Ifølge forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse Hans Storm skal man være meget påpasselig med Lancet-undersøgelsen, som Kræftens Bekæmpelse selv har kritiseret før offentliggørelsen. Problemet er ifølge Hans Storm, at mange landes tal langt fra er pålidelige. Han foretrækker sammenligninger med de nordeuropæiske lande og Storbritannien. Og her viser de seneste tal fra 2002 – han afventer stadig, at Sundhedsstyrelsen får opdateret tallene til 2005 – at Danmark fortsat halter efter.
»Men der er sket en positiv udvikling siden 2000. På brystkræftområdet eksempelvis er vi ved at hale ind. Men det er ikke det samme, som at det går supergodt. Men det går bedre,« siger han.
Regeringen har netop lovet akut kræftbehandling. Og en hurtigere indsats, tror Kræftens Bekæmpelse, vil kunne aflæses i statistikkerne om en årrække:
»Det helt store problem i Danmark er dødsfaldene de første 1,5 år, efter at diagnosen stilles. Her halter vi efter. Så en markant hurtigere behandling vil kunne reducere en del af disse dødsfald,« siger Hans Storm.
The Lancet offentliggør tirsdag en
undersøgelse, der viser, at flere europæere overlever kræft. Undtagen i
Danmark og Storbritannien.
Det påvises, at jo flere
penge et land bruger på sundhedsvæsenet, jo bedre er chancen for
overlevelsen af en kræftsygdom. Undtagen altså i England og Danmark.
Politikere
fra DF, S og SF kritiserer kræftbehandlingen. Problemet er, at tallene
i den såkaldte Eurocare-undersøgelse er fra 1995-1999.