Hvert år får 4000 mænd konstateret prostatakræft. Og selvom det i nogle tilfælde ender lykkeligt med helbredelse, kan behandlingen hos mange af mændene sætte sig på seksualiteten. Det skriver Berlingske.
Seks mænd har brudt tabuet og fortæller i ny kortfilm på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside om deres problemer med at præstere i sengen.
"Jeg havde jo hørt, at man kunne blive impotent efter operationen."
Det fortæller Ole Kjær, der for to år siden fik fjernet sin prostata og dermed også mistede sin rejsningsevne.
"Noget af ens manddom er jo forsvundet, når man mister sin potens. Men jeg må bare huske på, at jeg reddede livet," fortæller den 50-årige Ole Kjær.
Og risikoen er stor for at blive impotent, når man bliver behandlet for prostatakræft.
"Hvis kræften har spredt sig, er man nødt til at få en medicinsk eller kirurgisk kastration, som medfører impotens," udtaler overlæge Knud Fabrin.
Prostatakræft er den hyppigste kræftform hos mænd. I dag lever 20.000 danske mænd med prostatakræft.