Ventetiden på behandling for landets kræftpatienter er blevet kortere.
Patienter, der før måtte vente flere måneder på de forskellige undersøgelser og indgreb, oplever nu ventetider på bare én-to uger til forundersøgelse, operation, strålebehandling og kemoterapi.
Det viser nye ventetidsopgørelser fra Sundhedsstyrelsen, skriver Berlingske Tidende.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) ser som et klart tegn på, at det seneste årtis massive tilførsel af ekstra ressourcer til kræftområdet har slået igennem.
"Gode tal og en god udvikling på kræftområdet kan vi ikke få for meget af. Man har virkelig knoklet ude på afdelingerne, samtidig med at vi har investeret i topmoderne udstyr og udvidet kapaciteten. Den indsats bærer nu frugt," lyder det fra ministeren.