Fra op til ti ugers ventetid på strålebehandling til nu sølle tre uger på de fleste kræftsygdomme.
Det er realiteterne på Herlev Hospital, der satte kræftskandalen om den manglende overholdelse af behandlingsgarantien i gang i november.
»Det er en sensation. Vi er landets bedste nu«, siger Torben Skovsgaard, der er ledende overlæge på kræftafdelingen i Herlev til Politiken.
Han regner med, at hospitalet kan holde ventetiden nede på det niveau.
Effektiviseringen af arbejdet blev fremskyndet af medieomtale, der viste at både sygehuse og Sundhedsstyrelsen overtrådte reglerne i behandlingsgarantien.
Det er interne arbejdsprocedure, der er ændret. I et nyt system bookes det tid til strålebehandling med det samme, en patient henvises. Det skete tidligere først flere uger efter henvisningen. Det er et system fra Vejle, som sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har opfordret alle sygehuse til at gennemføre.