300 millioner kroner. Det har hidtil været prisen for statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) løfte om, at kræftpatienter skal i hurtigere behandling end hidtil. Men det er langtfra nok, siger man i regionerne, der administrerer landets sygehuse.
- Det kommer til at koste fire-fem gange mere. At diskutere alt under én milliard vil være at betragte som en spareøvelse, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), til Berlingske Tidende.
Venstres sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, lader sig dog ikke afskrække af det store beløb:
- Om det koster 300 millioner, 500 millioner eller for den sags skyld én milliard kroner, så skal den sag løses. Jeg er enig i, at 300 millioner kroner næppe forslår, og jeg vil heller ikke have noget problem med at bede finansminister Thor Pedersen (V) om et stort beløb til det her formål, siger Birgitte Josefsen til Berlingske Tidende.
Men spørgsmålet er, om penge er nok til at løse problemet med ventetider for kræftbehandling.
Ifølge de danske kræftlæger mangler der i dag dobbelt så mange læger, som indsatsen kræver. Der er ligeledes mangel på sygeplejesker og og personale til at betjene skannere og strålekanoner. Selvom man i de seneste år har øget antallet af medicin-studerende, er vi for sent ude. Det tager op til 15 år at uddanne en speciallæge, og kun få af de færdig-uddannede læger vælger at videreuddanne sig til kræftlæger.