Ritzau
Opdateret kl. 17:31
Kosovos premierminister har fyret landets indenrigsminister og chefen for en efterretningstjeneste, efter at seks tyrkere er blevet anholdt og udleveret til Tyrkiet.
De seks tyrkere havde angiveligt forbindelser til skoler, som var finansieret af den indflydelsesrige prædikant Fethullah Gülens bevægelse. Gülen stod ifølge Tyrkiet bag et kupforsøg i 2016.
Kosovos premierminister er utilfreds over, at han ikke blev informeret om begivenhederne.
De seks tyrkiske statsborgere blev anholdt i Kosovo torsdag. De blev anholdt på grund af deres forbindelser til Gülen-skoler.
- Hele denne operation med fratagelse af opholdstilladelser, fængsling, lyndeportationer og hemmelig udvisning til Tyrkiet af disse seks tyrkere fra Kosovos territorium blev gennemført uden min viden og tilladelse, siger premierminister Ramush Haradinaj.
Tyrkiet mener, at de seks anholdte var ansvarlige for rekruttering til Gülens netværk. De skulle også have hjulpet tyrkere i Tyrkiet med at slippe ud af landet.
Gülenbevægelsen driver skoler over hele verden. Da den i USA bosiddende tyrkiske prædikants organisation var størst, havde den skoler i op til 160 lande.
Men efter kupforsøget for to år siden har Tyrkiet lagt pres på mange lande for at få Gülens skoler lukket.
Tyrkiets regering har i Tyrkiet slået hårdt ned på bevægelsen. Titusindvis af mennesker er blevet fyret, suspenderet eller anklaget i forlængelse af kupforsøget i 2016.
Det fremgår ikke, hvornår der sættes navn på de vigtige poster, efter at indenrigsminister Flamur Sefaj og efterretningschef Driton Gashi er væk.
/ritzau/Reuters