Fredag er skæbnedag for både kosovoalbanere og serbere i den serbiske provins Kosovo. Fredag offentliggør FN’s særlige Kosovo-udsending, finnen Martti Ahtisaari, nemlig planen for, hvilken status den omstridte provins skal have i fremtiden.
I Kosovo håber man på absolut selvstændighed. Blandt serberne nægter man at overveje nogen former for selvstændighed i det, man betragter som serbisk territorium.
Kosovo har været under international beskyttelse siden 1999 for at forhindre nye massakrer på den albanske befolkning. Anonyme diplomater siger til Reuters, at forslaget fra FN ikke er klokkeklar selvstændighed, men at planen baner vejen for, at kosovoalbanerne kan blive herrer i eget hus på længere sigt.