Onsdag mødtes den finske FN-udsending Martti Ahtisaari med serbere og kosovo-albanere i Wien for at forhandle om Kosovos fremtid. Men der er lagt op til hård diskussion, for parterne er ikke meget for at give sig. Tidligere i februar præsenterede Martti Ahtisaari en række forslag til, hvordan regionen kan opnå mere, men ikke fuld, selvstændighed. Den plan har serberne svært ved at acceptere.
»Vi har ikke forkastet hele planen. Vi forkaster kun de dele, der krænker Serbiens territoriale integritet,« siger den serbiske forhandler Slobodan Samardzic til Reuters. Ahtisaari siger ifølge Reuters, at det kræver »et mirakel« at få serberne med på idéen om betydelig uafhængighed til Kosovo. Kosovoalbanerne står derimod fast på kravet om løsrivelse fra Serbien.
Op til forhandlinger har Kosovoregionen været præget af uroligheder. Mandag blev tre FN-køretøjer sprængt i luften i Kosovos hovedstad, Pristina. Ingen mennesker kom til skade, men symbolværdien, et angreb direkte på FN, var ikke til at tage fejl af. En gruppe, der kalder sig Kosovos Befrielseshær, tog tirsdag ansvaret for attentaterne og sagde, at det var hævn for de to demonstranter, der blev skudt og dræbt, da en demonstration kom ud af kontrol forrige søndag.