Verdenshistoriens længste golfskud. Intet mindre kunne den russiske kosmonaut Mikhail Tyurin prale af, efter han natten til torsdag sendte en golfkugle ud i rummet med et guldbelagt seks-jern.
Det var ikke helt let. Kosmonauten måtte iføre sig rumdragt og kravle ud på en stige, der i dagens anledning var blevet sat op i rumstationens dok. Og på grund af den store rumdragt kunne Mikhail Tyurin, der blot har spillet golf to gange tidligere i sit liv, kun bruge en arm til at svinge golfkøllen.
Der var naturligvis tale om et reklamestunt. En canadisk golfkøllefabrikant har betalt det russiske rumagentur et hemmeligt beløb for at gennemføre det besværlige skud, og firmaet sørgede da også for, at det blev filmet til en kommende tv-reklame.
Golfskuddet er blot en af flere alternative metoder, det russiske rumagentur har brugt til at skaffe penge fra erhvervslivet. Russerne har også ladet den store fastfoodkæde Pizza Hut placere sit logo på en raket, og en række ?almindelige? mennesker har fået lov til at betale trecifrede millionbeløb for at tage på ferie på Den Internationale Rumstation.
Den canadiske køllefabrikant hævder, at golfkuglen vil flyve i rummet i tre år, men det amerikanske rumagentur, NASA, vurderer, at golfkuglen vil falde ned i Jordens atmosfære i løbet af tre dage og brænde op.