Skrevet i samarbejde med Sophie Nyborg, sony@avisen.dk
Shampoo, cremer, og make-up er fyldt til randen med de kemiske stoffer parabener, der er mistænkt for at give mænd dårlig sædkvalitet, skade drengebørns kønsorganer og give kræft. Det viser adskillige dyreforsøg. Verdens førende forskere peger på, at menneskets overlevelse er truet.
Nogle producenter har allerede fjernet de mistænkelige parabener. Men franske L oreal og britiske Unilever, som er nogle af verdens største kosmetikproducenter, insisterer stadig på at have konserveringsstofferne i deres produkter.
Men hvorfor? Det vil vi gerne have svar på, så vi besøger L oreal Danmark i Glostrup.
Er kun lidt giftige
Både kommunikationsdirektør Sonja Christensen og forskningsdirektør Jeanette Hauge tager imod os med et fast håndtryk.
»Vi er nødt til at konservere vores produkter. Vi ønsker ikke at bruge andre konserveringsmidler, fordi parabener er meget effektive og allergivenlige og er meget lidt toksiske (giftige, red),« svarer Jeanette Hauge på vores første spørgsmål og bliver afbrudt af sin kollega.
»Parabenerne er kun under mistanke, og det er ikke det samme som, at man skal fravælge dem. Den dag, der er videnskabelig dokumentation for, at de er skadelige, tager vi højde for det,« siger Sonja Christensen.
Men det er muligt at lade være. Det gør andre producenter?
»Det kan jeg ikke forholde mig til,« lyder det kontant fra forskningsdirektøren, der sidder med armene over kors.
Kender ikke nye forsøg
Begge ansatte fra L oreal siger flere gange under interviewet, at de følger med i, hvad ny forskning viser om parabener.
»De nedbrydes, når de kommer i kontakt med huden,« forklarer Jeanette Hauge.
Men nye forsøg fra Rigshospitalet viser, at man kan måle parabener i blodet efter creme er blevet smurt på?
»Det studie kender jeg ikke. Jeg ønsker ikke at kommentere data, jeg ikke selv har hørt præsenteret. Men vi følger altid med i de seneste forskningsresultater,« siger hun.
Hvad med at sætte et mærke på produkterne, som viser, om der er mistænkelige parabener i?
»Det behøver man ikke være kemiforsker for selv at kunne se på ingredienslisten,« er det korte svar.
Unilever nægter at tale
Vi siger tak for interviewet og kører videre til Unilever i Brøndby for at få flere svar. Men her er det umuligt at få nogen i tale.
»Direktøren sidder i møde hele dagen og er ude at rejse hele næste uge, og vores kommunikationsansvarlig er sygemeldt. I første omgang en uge,« fortæller Cecilie Birch nede i receptionen.
Hun er fra Unilevers tekniske afdeling, men vil ikke sige noget til citat. Det må hun ikke, er begrundelsen.