Der findes ingen - slet ingen - beviselig sammenhæng mellem den gennemsnitlige levetid for danskerne og antallet af provinssygehuse. Derfor er Nyhedsavisens leder fyldt med manipulation eller uvidenhed. Den lave levealder i Danmark skyldes for det første, at vi lever for usundt - for mange cigaretter, for dårlig kost og for lidt motion. For det andet handler det om vores behandling af patienter med livstruende sygdomme.
Helt aktuelt har vi jo set, hvordan sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nærmest er blevet en garant for ventetider til kræftbehandling. Og ventelisterne er ifølge Kræftens Bekæmpelse skyld i, at der dør en dansker hver dag.
Akutbehandlingen vælger Nyhedsavisen helt bevidst at overse. Det er rigtigt, at der i nogle tilfælde er fordele ved højt specialiserede modtagelser, og så skal man selvfølgelig køre derhen. Men ved andre typer ulykker er det helt afgørende, at afstanden til behandling ikke er for stor. Regeringens anbefalinger vil medføre, at nogle områder får op til 100 km til nærmeste akutmodtagelse. Det svarer til, at man fra en trafikulykke i København skulle køre ad dårlige landeveje til Slagelse for at blive behandlet for indre blødninger. Det vil Socialdemokraterne ikke byde borgerne i et moderne velfærdssamfund. Den maksimale køretid til nærmeste akutbehandling må derfor være en halv time. Det er ikke populistisk ¿ det er sund fornuft.