Som en række andre partier holdt også Kristendemokraterne pressemøde i dag, hvor partiets valgprogram blev fremlagt.
Det er en presset parti, der ikke kom i Folketinget ved valget i 2005. Og meningsmålingerne giver heller ikke meget vind i ryggen til partiformanden Bodil Kornbek.
- Tiden er ikke løbet fra Kristendemokraterne. Vi er midt i en moderniseringsproces, og der sker meget vildt hos os, siger hun og peger på, at der rundt om i Europa er mange kristendemokratiske partier med stor indflydelse.
I december skal hun mødes med den tyske kansler, Angela Merkel, der netop kommer fra de tyske kristendemokrater, CDU.
- Helt ærligt. Bodil Kornbæk fra Kristendemokraterne skal mødes med Angela Merkel. Vi er en del af en stor ideologisk bevægelse, siger hun.
Partiet har peget på Helle Thorning-Schmidt (S) som forhandlingsleder efter valget. Det kan ikke være anderledes, fordi Dansk Folkeparti er en del af den siddende regerings parlementariske grundlag.
- Dansk Folkeparti har en helt anden fortolkning af ligeværd og solidaritet end os. Der skal nogle andre værdier ind i politik, der er inspireret af kristendommen i stedet for værdier, der tager udgangspunkt i frygtens retorik, siger hun.
Bodil Kornbek pointerer, at Dansk Folkepartis indflydelse har ført til uanstændige forhold for forskellige grupper i samfundet og giver asylansøgerne som eksempel.