Det koster fortsat dyrt for medicinalkoncernen Lundbeck, at to af selskabets europæiske patenter har overskredet sidste udløbsdato.
Lundbeck kom ud af årets første tre måneder med et underskud før skat på 32 millioner kroner. Efter skat lyder tabet på 81 millioner kroner.
Resultatet står i skarp kontrast til resultaterne for samme periode i 2014, hvor Lundbeck fik et overskud på 552 millioner kroner før skat.
Det er de europæiske patenter på alzheimermidlet Ebixa og antidepressivet Cipralex, som er udløbet. Når det sker, har konkurrerende selskaber mulighed for at lave kopiudgaver af midlerne.
Patentudløbet satte også præg på 2014 for Lundbeck, som måtte konstatere et resultat efter skat på minus 153 millioner kroner.
Lundbeck fastholder de tidligere udmeldte forventninger til 2015 om en omsætning på mellem 13,2 og 13,7 milliarder kroner. Det ordinære driftsresultat ventes at blive omkring nul.
/ritzau/