Den udskældte kristne frikirke Evangelist er tæt på at gå i opløsning.
Det vurderer eksperter over for Kristeligt Dagblad.
Hele ledelsen i den lille kirke har trukket sig, heriblandt præsten Joseph Berg, der tidligere var bestyrelsesformand i Evangelist og højre hånd for frikirkelederen og kirkens åndelige figur Christian Hedegaard. Christian Hedegaard står nu alene med alle opgaver.
Ifølge avisen kæmper Frikirken i øjeblikket med voldsomme økonomiske problemer, hvilket er årsagen til nogle af problemerne i kirken. Men meldinger lyder også, at konflikten er skærpet, efter at Christian Hedegaard har sendt et medlem på genopdragelse i USA.
Den lille frikirke kom for alvor i offentlighedens søgelys, da de sammen med frikirken Faderhuset blev beskyldt for at udsætte børn for torturlignende straffe og for at fratage syge livsvigtig medicin.