Den tidligere Fox News-vært Tucker Carlson lancerer mandag sin egen streamingtjeneste.
Det skriver avisen The Wall Street Journal.
Nyheden kommer, efter at Carlson i månedsvis har lagt sine videoer gratis tilgængeligt på det sociale medie X.
Det måtte han ty til, efter at han forlod Fox News i april på baggrund af en injuriesag, der endte med at koste selskabet bag tv-stationen milliarder af kroner.
I sagen, der endte med et forlig på 787,5 millioner dollar - cirka 5,3 milliarder kroner - spillede Carlson en stor rolle.
Det var selskabet Dominion Voting Systems, der havde lagt sagt an mod Fox News.
Dominion påstod, at udtalelser fra Carlsons show efter præsidentvalget i 2020 var injurierende.
Carlson omfavnede i det populære program "Tucker Carlson Tonight" konservative mærkesager.
Ifølge The Wall Street Journal kommer Carlsons nye streamingtjeneste til at koste ni dollar om måneden. Det svarer til omkring 62 kroner.
Det er uklart, om man kommer til at kunne se andre programmer på streamingtjenesten.
- Vi har også andre ting i støbeskeen, som vi vil fortælle om. Men for nuværende er vi bare glade for at have en plads her, sagde Carlson i maj, da han lancerede sit program på det tidligere Twitter.
Forud for Carlsons afgang fra Fox News havde annoncører sendte vink med en vognstang til mediet ved at trække sig, i takt med at tv-værten blev involveret i flere kontroverser.
Meldingen om Carlsons exit chokerede både den politiske verden samt mediebranchen i USA - særligt i konservative kredse.
Carlson spillede en stor rolle i præsidentvalget i USA i 2016, som republikaneren Donald Trump vandt over demokraten Hillary Clinton.
/ritzau/