Der er også ekstra penge til de danske kontanthjælpsmodtagere, når det fra 1. juni bliver muligt at få udbetalt midler fra pensionsordningen SP.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) oplyser i et svar til Enhedslisten, at det er en del af regeringens skattepakke. Det skriver TV 2.
Der har været tvivl, fordi kontanthjælpsmodtagere normalt får modregnet ægtefællers formue, friværdi eller lignende i kontanthjælpen, men det er ikke tilfældet med SP.
"Regeringen og Dansk Folkeparti har med aftalen samtidig sikret, at kontanthjælpsmodtagere vil kunne hæve deres SP-opsparing, uden at de bliver modregnet i deres kontanthjælp," lyder det klare svar fra ministeren.
Det er hensigten, at udbetalingen af SP-pengene skal sætte gang i den danske økonomi ved, at danskerne får flere penge mellem hænderne til forbrug.
I en periode på seks år har danskerne indbetalt én procent af bruttolønnen til SP-opsparingen.