Efter at have erkendt problemet i et år har regeringen stadig ikke undtaget gravide på barsel fra kontanthjælpsloftet.
Af Sune Bové
subo@avisen.dk
@BRØD:Det har nu snart taget et år for beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) at ændre reglerne, så kontanthjælpsmodtagere ikke bliver ramt af kontanthjælpsloftet, når de er på barsel.
15. marts sidste år fortalte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at regeringen var på vej med en ændring af reglerne. For kontanthjælpsloftet er tænkt som et redskab til at få kontanthjælpsmodtagerne til at finde et arbejde. Derfor har regeringen erkendt, at det er urimeligt, at danskere på barsel skal straffes for ikke at være i arbejde.
Der er imidlertid intet sket siden.
»Jeg synes, at det er noget smøleri, og det viser, at beskæftigelsesministeren ikke brænder for denne sag,« siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Jørgen Arbo-Bæhr, der på tirsdag fremsender et beslutningsforslag til Folketinget, der pålægger regeringen at ændre loven straks.
Har til sommerferien
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen beskæftigede sig senest med sagen i et svar til arbejdsmarkedsudvalget i december. Her svarede ministeren, at det er regeringens plan at ændre reglerne inden sommerferien.
»Det betyder jo, at han skal til at skynde sig voldsomt. Man kan jo frygte, at regeringen nu får den her sag trukket i langdrag et halvt år mere. Det betyder, at flere mennesker kommer til at lide under reglerne,« siger Jørgen Arbo-Bæhr.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste på sit ugentlige pressemøde i går at kommentere sagen. Han henviser til, at det er beskæftigelsesministeren, der kører sagen.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Ministeriet henviser til ministerens tidligere udmelding om, at reglerne forventes justeret inden sommerferien.