De Konservatives Naser Khader og Lene Espersen mener ikke, at muslimske kvinder skal have lov til at iføre sig en burka. Men spørger man i det konservative bagland, er holdningen en anden. Berlingske Tidende har foretaget en rundspørge blandt partiets 100 lokalformænd, og fire ud af 10 er direkte imod partitoppens forslag.
"Folk skal have lov til at gå klædt, som de vil. For hvad bliver det næste? Skal vi så også til at lovgive om g-strenge eller om, hvorvidt unge må have kasket på i folkeskolen?", siger Kristian Egebæk Mortensen til avisen.
Torsten Adolph, der er formand i Tårnby, er enig. Han overvejer nu at gå videre med kritikken, når partiet holder landsmøde til september.
"Det går alt for tæt på den personlige frihed. Vi kan jo heller ikke forestille os et forbud mod for små bukser eller noget andet fjollet," forklarer han.
Politisk ordfører hos De Konservative, Henriette Kjær, tager dog modstanden stille og roligt.
"Det er meget forventeligt, for det er et spørgsmål, som der er mange følelser i og mange holdninger til. Jeg synes ikke, det er et problem. Der er mange spørgsmål, hvor vi ikke nødvendigvis mener det samme lige som med loven om kunstig befrugtning," siger hun.