Ingenting er sikkert endnu, men der er chance for, at de konservatives spidskandidat Bendt Bendtsen kan få følge af en partikollega, når han skal til Bruxelles.
Men partiet ligger på vippen og kan både vinde eller tabe en ekstra mand.
"Det er jo en valggyser, vi er ude i: Det der glæder mig i aften, er at der er fremgang for det Konservative Folkeparti, jeg håber det kan veksles til et ekstra mandat," siger Bendt Bendtsen til Newspaq.
Det ser lige nu ud til, at hvis de konservative får et ekstra mandat, så tager de det fra regeringpartneren Venstre.
Men det mener Bendt Bendtsen kun er fortjent.
"Jeg håber det denne gang bliver Venstre, der kommer til at betale til os og ikke omvendt. De sidste to gange er det os, der har sikret Venstre deres sidste mandat. Nu må Venstre betale lidt tilbage," fastslår Bendt Bendtsen.
Han glæder sig dog over, det som er mere sikkert, nemlig, at partiet får en procentuel fremgang på cirka 1,5 procentpoint fra 11,3 til 12,4, hvis man skal tro den seneste exit poll fra Megafon.