Dagpengemodtagere skal presses til at tage et arbejde. Det siger den konservative arbejdsmarkedsordfører Lars Barfoed til Jyllands-Posten. Det skal ske ved gradvist at skære i dagpengene, så de ledige til sidst tager de upopulære job.
Lars Barfoed (K) foreslår, at beregningen af dagpenge skal ske efter en årsindkomstmodel, så størrelsen på dagpengene afhænger af, hvor meget man har tjent det foregående år.
Dog kan man højst modtage 90 procent af sin hidtidige indkomst. På den måde vil dagpengene gradvist blive reduceret, fordi ledige højst kan få 90 procent af det foregående års ydelse.
»Ledige vil få en gradvist stigende tilskyndelse til at søge andet arbejde end det, de i første omgang er interesserede i at tage,« siger Lars Barfoed til Jyllands-Posten.