Efter tirsdagens afgørelse fra Østre Landsret om, at pokerspil i foreninger er ulovligt, vil De Konservative nu have ændret lovgivningen, så det kan blive lovligt.
- Turneringspoker i foreningsregi bør være fuldt lovligt, siger partiets retsordfører, Tom Behnke, således i en pressemeddelelse.
Dommen i Østre Landsret ændrede en tidligere dom fra Retten i Lyngby, hvor Dansk Pokerforbunds tidligere formand ellers 13. juli blev frikendt for at have arrangeret hasardspil. Men Østra Landsrets afgørelse bør få konsekvenser, mener De Konservative.
- Landsretten har sikkert ret juridisk, men politisk mener jeg helt klart, at vi skal skelne mellem egentlig hasard og så turneringspoker, som blot er en hyggelig og ufarlig hobby for rigtig mange mennesker, siger Tom Behnke.
Han henviser til en arbejdsgruppe, der for tiden arbejder på konkrete forslag til, hvordan man kan lovliggøre turneringspoker i foreningsregi. Arbejdsgruppen forventes færdig med arbejdet til sommer:
- Herefter kan Folketinget opstille nye spilleregler og lovliggøre en hel ufarlig og billig fritidsinteresse. Det er vigtigt, at der kommer helt klare regler, så vi får en adskillelse af egentlig hasard, som allerede i dag hører hjemme på Casinoerne, og så turneringspoker i foreningsregi, som bare er udfordrende, sjovt og underholdende, lyder det fra Tom Behnke.
Både Venstre og Dansk Folkeparti bakker ifølge politiken.dk op om en lovliggørelse af turneringspoker.