Højere lønninger bliver der ikke noget af til de mange offentlige ansatte, der i den seneste tid blandt andet har demonstreret for mere i løn.
Sådan lyder det fra regeringspartiet De Konservative, som til gengæld er parat til at lette på skatten også for de lavtlønnede.
- Jeg anerkender, at sygeplejersken, skolelæreren, politibetjenten, bibliotekaren, pædagogen og sosu-medhjælperen har for lidt i rådighedsbeløb, men i stedet for at give en høj lønstigning, som bliver ædt op af inflationen, så var det jo bedre, at vi gav en skattelettelse, som kommer alle til gode. Vi gør Danmark en tjeneste ved eksempelvis at give en skattelettelse på 500 kroner i stedet for at give 1000 kroner mere om måneden i lønstigning. Det giver jo det samme, siger den konservative skatteordfører, Jakob Axel Nielsen, til Børsen.
De Konservative har hidtil har haft fokus på at lette topskatten, så skattetrykket kommer ned på højest 50 procent. Men når regeringen inden længe går i gang med sine planlagte skatteforhandlinger, så lægger Jakob Axel Nielsen nu op til at lette både i toppen og i bunden af skatteskalaen for dem, der er i arbejde.
Tankerne om lettelser, ikke bare i toppen men også i bunden, kommer kort tid før regeringens skatteforhandlinger. Og de nye konservative udmeldinger klinger behageligt i Venstres ører. Skatteordfører Kim Andersen (V) kalder de nye toner sunde og fornuftige .
Han understreger dog, at skattelettelser ikke bør gennemføres i den aktuelle højkonjunktur. Dansk Folkeparti har også tidligere sagt nej til skattelettelser i denne regeringsperiode.