Der bliver ingen særregler for de irakiske afviste asylsøgere i Danmark, hvis det står til De Konservative. Det slår partiets politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, fast, efter at hun onsdag var til forhandlinger med integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) og ordførere fra Venstre og Dansk Folkeparti. Omdrejningspunktet på mødet var de seneste dages udmeldinger fra regeringen om de 600 afviste irakiske asylsøgere i danske centre.
Først på ugen luftede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) planer om, at de afviste irakere skal have mulighed for at uddanne sig, mens de er i Danmark. Efterfølgende sagde integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), at statsministerens uddannelsesplaner kun skal omfatte afviste asylsøgere fra Irak. Andre nationaliteter kan ikke komme på tale, lød det fra Hvilshøj.
Men efter mødet afviser Pia Christmas-Møller fuldstændigt at lægge stemmer til en særregel, der kun gælder for en nationalitet:
Ingen særregler
- Vi forhandler ud fra et princip om ligebehandling, og vi vil ikke være med til at forhandle med fare for beskyldninger om diskrimination. Derfor er det objektive kriterier, der skal laves, og ikke en særlov, der kun omhandler irakere, siger hun.
For holdt integrationsministerens udmeldinger om, at en lov netop kun skal gælde de irakiske asylsøgere, svarer Christmas-Møller:
- Jeg ved kun, hvad vi vil være med til. Og som i al anden lovgivning vil vi ikke være med til at lave regler, der kun omhandler en specifikt nævnt nationalitet. Hvis der er tale om det, så er vi ikke med. Punktum.
Det lykkedes ikke torsdag at få en kommentar fra integrationsminister Rikke Hvílshøj.