Mai Mercado og Det Konservative Folkeparti måtte lørdag aften lægge ryg til en uskøn blanding af vrede og måben, da partiet på Facebook kundgjorde, at det mente, at danske OL-deltagere skal foran i vaccine-køen.
"Nok noget af det mest tåbelige og populistiske jeg endnu har hørt i hele vaccinedebatten ...", skrev milliardæren Lars Seier Christensen i en kommentar til opslaget, som ligger på Mai Mercados Facebook-side.
I løbet af ganske kort tid eksploderede kommentarsporet, og blev oversvømmet med kommentarer som "I er gale! Har du aktier i vacciner?" og "du er fuldstændigt væk fra vinduet".
Enkelte tonede angrebet ned til, at det er "småpopulistisk pjat" og "Jeg bliver så træt", mens eks-politikeren Merete Riisager skrev: "Tak, Maj. Det giver selvfølgelig mening".
I opslaget skriver Mai Mercado, at "Vi foreslår i dag, at OL-deltagerne kommer forrest i gruppe 12. Det er ca 130 atleter".
Ifølge opslaget vil OL-deltagerne være vaccineret i midten af maj, og det vil give dem ro frem til OL, som afvikles i Japan fra den 23. juli til 8. august.
"Tænk et pres vi kan tage af atleternes skuldre, hvis vi kan sikre, at de er vaccinerede og de ikke skal bekymre sig om, at de enten bliver smittet op til eller under OL med afbud til følge", står der videre i opslaget.
Så sent som i torsdags tilbød Den Internationale Olympiske Komité (IOC), at alle atleter, der skal deltage ved sommer-OL i Tokyo i år og vinter-OL i Beijing i 2022, vil blive tilbudt en kinesisk vaccine mod coronavirus.
Det tilbud blev der rynket på næsen over i Danmark. Her er man skeptisk over for at gøre brug af den kinesiske vaccine, og Danmarks Idrætsforbund ser helst, at danskerne bliver vaccineret som en del af det danske vaccinationsprogram.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.