Muslimske piger skal stadig kunne bære tørklæde i gymnasiet. Det mener De Konservative, som afviser DF-leder Pia Kjærdsgaards krav i Nyhedsavisen om at forbyde tørklæder i alle offentlige institutioner.
Partiets politiske ordfører, Pia Christmas Møller, mener nemlig, at et sådan et forbud vil kunne føre til et parallelsamfund.
- Vi vil risikere, at pigerne bliver trukket ud af skolerne og sat over i privatskole, hvor vejen er banet for, at de kan udvikle sig i en forkert retning. Selvfølgelig skal vi i Danmark stå fast på vores værdier og kæmpe mod diskrimination af kvinder, men vi må ikke gøre det ved at søge konfrontationer. Og vi må heller ikke indskrænke vores egen frihed ved at diktere en stram tøjpolitik, siger Pia Christmas Møller.
Det bliver bakket op af partiets integrationsordfører, Henriette Kjær.
- Vi mener, at man selv skal bestemme, hvilket tøj man har på. Og det må være op til den enkelte virksomhed og institution at lave en påklædningspolitik, siger hun.
Pia Kjærsgaard udtalelse kommer dog ikke bag på hende.
- Hun har jo været inde på det før, og der er jo flere meningsmålinger, der viser, at folk bliver provokeret af tørklæder. Men vi er bestemt ikke enige i, at det skal forbydes, og tror heller ikke, det er noget, hun kommer igennem med, understreger Henriette Kjær.