Den konservative oppositionsleder Tony Abbott står til en jordskredssejr i Australien, viser de første valgstedsmålinger, som er blevet offentliggjort efter lukningen af valglokalerne i landets mest befolkningsrige delstater.
Valglokalerne i befolkningsrige delstater som Queensland og New South Wales lukkede klokken 18:00 lørdag (klokken 10:00 dansk tid) sammen med Victoria og Tasmanien. I områder på vestkysten kan vælgerne stemme i to timer endnu.
De første valgstedsmålinger viser, at Abbotts konservative koalition i Det Liberalnationale Parti vinder 25 nye mandater i parlamentet og dermed får 97 af de 150 pladser i Repræsentanternes Hus.
Målingen, som er foretaget af Newspoll, viser, at premierminister Kevin Rudds arbejderparti Labor vil tabe 21 pladser og dermed kun får 51 folk valgt ind i parlamentet efter seks år ved magten.
Ifølge en anden valgstedsmåling fra tv-stationen Nine kan Abbotts koalition regne med et flertal på 40 mandater.
Labor er slidt ned af interne magtkampe og stridigheder og må nøjes med 47 procent af stemmerne mod 53 procent til de konservative.
Undervejs i valgkampen har Abbott ændret sit image. Han blev blandt andet beskyldt for at være sexistisk, da han sagde, at en kvindelig kandidat havde sexappeal. Men Abbott holdt sig senere i valgkampen til et mere blødt og familievenligt image.
- Jeg har lært, at den bedste måde at være leder på er at række ud efter alle og erkende, at hvis du er premierminister i dette land, så er du det for alle. Ikke bare for din side, sagde den 55-årige Abbott ved valgkampens afslutning.
/ritzau/AFP