Tv-stationen Fox News bakker i en støtteerklæring op om konkurrenten CNN, der tirsdag lagde sag an mod Donald Trumps administration.
Sagsanlægget kommer, efter at CNN-journalist Jim Acosta har fået inddraget det pressekort, der giver adgang til Det Hvide Hus.
Det konservative Fox News kalder inddragelsen af journalist Jim Acostas presseadgang for "bekymrende for ytringsfriheden".
- Presseadgang må aldrig blive gjort til et våben mod journalister.
- Selv om vi ikke bryder os om den stadigt mere fjendtlige tone i forholdet mellem præsidenten og medierne, så har befolkningen ret til åben adgang til administrationen via medierne, skriver Fox' øverste chef, Jay Wallace, i erklæringen.
Wallace skriver desuden, at Fox News vil bakke juridisk op om CNN's søgsmål.
I sagsanlægget fra CNN hedder det, at Det Hvide Hus har krænket journalist Jim Acostas rettigheder ved at fratage ham hans akkreditering efter en ophedet ordduel med præsidenten.
Det Hvide Hus hævder, at Acosta "lagde hånd" på en kvindelig praktikant.
Hun forsøgte flere gange at vriste mikrofonen fra journalisten, efter at han på et pressemøde dagen efter midtvejsvalget i sidste uge havde stillet kritiske spørgsmål til præsidenten.
Efterfølgende erklærede Trump, at journalister ville blive bortvist, hvis de ikke "viser respekt for embedet".
CNN kræver i sagsanlægget, at Acosta, som er tv-stationens seniorreporter i Washington, igen får adgang til Det Hvide Hus.
Blandt Trumps sagsøgte rådgivere er stabschef John Kelly, pressetalskvinden Sarah Sanders og lederen af Secret Service, Joseph Clancy.
Sagen er blevet rejst ved en distriktsdomstol i Washington D.C.
Flere forkæmpere for ytringsfrihed har kaldt sagen for principiel. De anfører, at embedsfolk og politikere ikke skal have mulighed for at bortvise journalister, blot fordi man ikke kan lide deres dækning.
Det Hvide Hus har afvist CNN's søgsmål og kalder det et "mediestunt".
/ritzau/AP
/ritzau/AP