Selvom Café Retro ad to omgange er gået konkurs, så stoppede det ikke ejeren i at forsøge igen.
Men det har kurator nu sat en stopper for og sender ejendommen på tvangsauktion.
Det skriver JydskeVestkysten.
Men ejeren bag sønderjyske Café Retro, Betty Elisabeth Laursen, afviser alt.
Hun afviser blandt andet, at der ikke er betalt husleje i flere måneder, og at der således er en gæld til udlejer på 100.000 kroner.
- Ja, det er da så i hvert fald løgn, siger Betty Elisabeth Laursen til avisen, og tilføjer blandt andet, at hun ønsker, at JydskeVestkysten lukker og slukke", "fordi folk er så trætte af at læse jeres lort".
Betty Elisabeth Laursen afviser desuden, at et nystiftet selskab hæfter for hendes gamle selskabs gæld på 1.335.302,88 kroner.
Trods balladen om hvad der er ret og vrang, så synes alt normalt, hvis man kaster et blik på Café Retros hjemmeside. Her annonceres der blandt andet for koncerter efter nytår.
Café Retro har adresse på Hovedvejen 7 i Brøns ved Skærbæk. Betty Elisabeth Laursen har gennem flere år drevet stedet sammen med Kenneth Sørensen.
Fakta om Café Retro Brøns Kro
Brøns Kro blev opført i 1860’erne i forbindelse med anlæggelsen af chausséen gennem stationsbyen Brøns. Bygningerne er siden ombygget og moderniseret ad flere omgange.
Stedet har fungeret som naturligt samlingssted i byen for både lokale og rejsende.
Stedet er kendt for sin hyggelige atmosfære og madoplevelser - både for lokale og besøgende i området.