Aalborg DH skal finde en mand med et stort checkhæfte inden fredag. For ellers går klubben konkurs.
TV2 Nord skriver her til aften, at klubben skal rejse 2,6 millioner kroner i løbet af tre dage. Hvis den da fortsat vil være en klub.
Foreløbig truer en lønnedgang på 50 pct. i resten af sæsonen spillere, trænere og ledere, mener mediet at vide.
"Jeg synes, det er rigtigt mange penge. Det kan blive problematisk for nogen. Også for mig. Vi har jo bil, husleje og faste udgifter, og hvis vi skal skære 50 pct. væk, så mangler pengene jo et sted," siger Aalborg DH's Iben Due til TV2 Nord.
Men skulle spillere og ledere sige ja til at lade deres løn halvere, kan det vise sig alligevel ikke at være nok. Senest i morgen skal spillerne beslutte, hvorvidt de vil gå ned i løn.
TV2 Nord har ikke haft held til at afæske klubbens direktør eller bestyrelsesformand en kommentar.