- De få bud, vi har fået, har alle ligget langt under det, vi mener, møblerne er værd.
Det siger kurator Morten Elbrønd til Fyens Stiftstidende. Han er for konkursboet efter det fynske bolighus Werenberg, som i oktober gik konkurs.
Kuratoren vil nu forsøge at afhænde varelageret til private.
Bolighuset Werenberg efterlod en gæld på over 40 millioner kroner - dertil skulle lægges de krav, som kunder anmeldte for møbler, de havde betalt, men aldrig fik.
- Det er min opgave som kurator at sikre den bedst mulige pris for at mindske kreditorernes tab, derfor prøver vi nu med et regulært konkurssalg henvendt til private kunder, forklarer kurator Morten Elbrønd til Fyens Stiftstidende.
På lørdag den 8. februar mellem klokken 10.00 og 15.00, kan private kunder se og købe møblerne i bolighusets store udstilling og lager på Kirkevej 15 i Brenderup.