Direktøren stoppede, og så gik det galt. Sådan lyder forklaringen fra en af medejerne på, hvorfor den sønderjyske virksomhed Dansk Trailer Center er blevet begæret konkurs efter knap to år på markedet. Det skriver JydskeVestkysten.
- Direktøren stoppede lige pludselig, og der var ikke flere midler. Samtidig var omkostningerne for høje i forhold til indtjeningen, siger Per Toft til avisen.
Virksomheden, der har stået for salg og udlejning af diverse anhængere, blev oprettet i april 2023 og var indtil august sidste år tegnet af en direktør. Herefter har selskabet været under tvangsopløsning og er nu taget under konkursbehandling ved retten i Sønderborg, efter det midt i december blev begæret konkurs.