Konkurrent begræder AGK-konkurs

Det er trist at skulle vinke farvel til AG København, mener cheftræner i konkurrerende klub.

AG København var den stærkeste klub i dansk håndbold, og det er sørgeligt, at det danske tophold nu er fortid.

Sådan lyder det fra Carsten Albrektsen, cheftræner i Bjerringbro-Silkeborg, efter at ejerne tirsdag valgte at lukke selskabet bag klubben.

- Jeg synes, at AGK har været med til at sætte nogle nye standarder for dansk herrehåndbold, siger han og fortsætter:

- Alt andet lige, har de evnet at tiltrække nogle profiler, der har gjort herrehåndbolden endnu mere attraktiv, end den var i forvejen.

Klubbens fremtid har længe set voldsomt usikker ud, efter at bestyrelsesformand og storinvestor Jesper "Kasi" Nielsen tidligere på måneden forlod projektet.

Tidligere tirsdag har flere af klubbens spillere ellers fået udbetalt deres løn, hvilket man ellers ikke havde villet love, efter at Jesper Nielsen forlod projektet.

Men nu er historien om det stjernespækkede hold altså alligevel slut - og om ikke andet vil det give en stor konkurrencefordel, lyder det fra Carsten Albrektsen.

- De har været en hård konkurrent, og på negativsiden man kan sige, at der kun var et hold, der spillede om det danske mesterskab, og det var AGK, siger cheftræneren.

- Konkurrencevilkårene er blevet mere lige nu, men jeg havde gerne set, at vi havde haft et AGK, også fordi de var så dygtige, som de var i Champions League, forklarer han.

Jesper Nielsen forklarede i midten af juli sin afgang fra AG København med, at han ikke længere kunne leve med mediernes personlige hetz.

Meget har dog efterfølgende tydet på, at en del af forklaringen også skulle findes i Nielsens økonomiske problemer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.