En lønstigning på 3,15 procent. Det er, hvad overenskomstforhandlingens parter, CO-industri og Dansk Industri, nu sender til afstemning blandt de 240.000 tømrere, grafikere, rengøringsassistenter og andre arbejdere under industriens overenskomst.
Inden for de næste tre år, som aftalen skal strække sig over. stiger mindstetimelønnen fra 95,15 til 103,15 kroner.
Konkurrencedygtig
Og det er lige nøjagtig en lav nok stigning til, at de danske virksomheder fortsat kan konkurrere med virksomheder i udlandet. Det vurderer chefanalytiker i Danske Bank, Steen Bocian.
»Ud over lønstigningen, får lønmodtagerne en række løse – bløde – ting, som reelt ender med at bringe stigningen op på lidt over fire procent. Og det er tæt på at kunne fastholde virksomhedernes konkurrencedygtighed. For vel har vi en højere lønvækst en i udlandet – det har vi haft de seneste ti år – men i den overenskomst, der er nået nu, bliver forskellen i lønnen ikke så meget større, at det får opsvinget til at knække,« siger han.
Lønstigning
Enkelte faggrupper har under forhandlingerne krævet op til fem og seks procents lønstigninger, fordi lønmodtagerne vil have del i Danmarks blomstrende økonomi.Steen Bocian har tidligere forklaret i Nyhedsavisen, at hvis lønmodtagerne fik så stor en lønstigning, ville det koste 10.000 danske arbejdspladser – alene det første år.
Det ville nemlig tvinge virksomhederne til at flytte produktionen til udlandet eller nedlægge stillinger. Men de samlede fire procent, som forhandlingerne er landet på, hvis man tæller de bløde pakker med, vil højst få opsvinget til at fortsætte med lavere kraft end nu, vurderer chefanalytikeren.