Kongeskibet Dannebrog befinder sig fortsat ved Flådestation Frederikshavn, efter at det blev ramt af maskintekniske problemer lørdag.
Efter planen skulle skibet ankomme til Færøerne onsdag i forbindelse med dronning Margrethes officielle besøg. Besøget er en del af kongehusets sejlsæson.
Det var planlagt, at sejlturen til Færøerne skulle tage fire dage.
Kongehuset har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til, hvorvidt det får betydning for dronningens besøg. Kongehuset håber dog at kunne komme med en udmelding onsdag.
Da maskinproblemerne indtraf lørdag, var det fregatten Iver Huitfeldt, som slæbte den tilbage til Frederikshavn.
Kongeskibet befandt sig 60 sømil vest for Hirtshals, da motorerne satte ud. Dronningen befandt sig ikke på skibet på det pågældende tidspunkt. Det gjorde andre medlemmer af den kongelige familie heller ikke.
Ifølge dronningens officielle program på kongehusets hjemmeside, skal hun modtages i den færøske hovedstad Thorshavn torsdag formiddag.
Herefter følger en række dage, hvor dronningen blandt andet lægger vejen forbi regeringsbygninger i hovedstaden samt et ældrehjem i den færøske kommune Vestmanna.
Som en del af kongehusets sejlsæson, der startede 4. maj, har dronningen med et års forsinkelse allerede fejret 100-året for genforeningen med Sønderjylland. Det fandt sted i juni.
På grund af coronasituationen var det ikke muligt at gennemføre sommertogterne sidste år.
Ud over turen til Færøerne mangler hun fortsat at besøge Grønland samt kommunerne Thisted og Esbjerg.
Også i Grønland skal forskellige byer besøges, mens det i de danske kommuner er meningen, at hun skal forbi en række virksomheder og kulturinstitutioner.
Sejlsæsonen afsluttes ifølge kongehusets kalender med en tur til Fanø den 1. september.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.