Ishockeyklubben Los Angeles Kings har fortsat mulighed for at vinde Stanley Cup-trofæet for andet år i træk.
Onsdag morgen dansk tid vandt de forsvarende vindere af NHL-ligaen 2-1 hjemme over San Jose Sharks i den syvende og afgørende kamp om at nå finalen i Western Conference.
Dermed vinder Kings samlet med 4-3 i kampe.
Justin Williams blev helten for hjemmeholdet, da han scorede kampens to første mål, som begge faldt i anden periode.
Dan Boyle skabte spænding med sin reducering for San Jose Sharks i tredje periode, men mestrene lukkede herefter af.
I Western Conference-finalen skal Los Angeles Kings møde enten Chicago Blackhawks eller Detroit Red Wings.
De to hold spiller ligeledes kamp nummer syv, som bliver afviklet i Chicago.
Pittsburgh Penguins og Boston Bruins mødes i finalen i Eastern Conference.
/ritzau/