Kong Frederik og dronning Mary er fredag aften ankommet til gallataffel på Christiansborg.
Taflet er til ære for den egyptiske præsident Abdel Fattah al-Sisi, som er på statsbesøg i Danmark.
Fra kongefamilien deltager også prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.
På billeder ses kongeparret modtage præsidenten og følge ham en del af vejen til festlighederne.
Statsbesøget har på forhånd fået kritik fra flere sider, da al-Sisi kom til magten i Egypten i et kup i 2013.
Præsidentens besøg fortsætter lørdag, hvor den egyptiske præsident skal besøge Folketinget og statsminister Mette Frederiksen (S).
TV 2 skriver, at mediet forsøgte at stille statsministeren spørgsmål på vej ind til taflet. Det afviste hun.
Fredag aften er der også mødt en samling demonstranter op udenfor. Billeder viser blandt andet skilte, hvor den egyptiske præsident kaldes "en morder".
Ekstra Bladets mand på stedet beretter op om et stort politiopbud.
Imens er over 100 gæster indbudt til festen på Christiansborg Slot. Gæsterne tæller blandt andre en egyptisk delegation, regeringen og folk fra dansk og egyptisk erhvervsliv.
TV 2 har fået adgang til aftenens menu. Her fremgår det, at der bliver serveret porre terrine, stegt marsklam og kage med mandarinkompot.
Både kongen og præsidenten skal holde tale ved fredagens taffel ifølge kongehusets program.
I kongens tale, som kongehuset har delt, siger kong Frederik blandt andet, at det er en stor glæde at byde præsidenten velkommen til Danmark.
- Vores lande er forskellige og har derfor meget at give hinanden. Gennem århundreder har havene forbundet os og ført os sammen.
I talen nævner kongen også, at blandt andre prins Henrik nærede en stor kærlighed til Egypten.
Det er første gang, at en egyptisk statsleder besøger Danmark på statsbesøg.
/ritzau/