Når det danske kongepar i begyndelsen af marts skal på statsbesøg i Finland, venter et alsidigt program.
Det fremgår af programmet, som kongehuset har offentliggjort fredag.
Med på turen er hele fire danske ministre.
Det er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), minister for miljø og ligestilling Magnus Heunicke (S) samt minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V).
Programmet begynder tirsdag 4. marts. Her tager den finske præsident, Alexander Stubb, og hans hustru, Suzanne Innes-Stubb, imod det danske kongepar.
I løbet af dagen skal dronning Mary blandt andet besøge det største børnehospital i Finland.
Kong Frederik skal sammen med præsidenten overvære Danmarks og Finlands forsvarsministre underskrive et forståelsespapir om beredskabssamarbejde.
Senere tirsdag er der besøg i det finske parlament og møde med statsminister Petteri Orpo.
De skal også besøge beskyttelsesrummet Merihaka sammen med præsidentparret og Torsten Schack Pedersen.
Tirsdag slutter med kranselægning på kirkegården Hietaniemi og til sidst gallamiddag på præsidentpaladset.
Onsdag 5. marts byder blandt andet på et besøg på kunstmuseet Espoo Museum of Modern Art.
Kong Frederik og dronning Mary skal også i løbet af onsdagen besøge Porkkala Garrison. Basen er Finlands flådes største ved Den Finske Bugt.
/ritzau/