Mange mennesker bliver svage, når de bliver gamle.
Men det gælder åbenbart ikke for de 70 ældre ildsjæle, som det norske kongepar havde inviteret til Afternoon Tea tirsdag eftermiddag. De trodser nemlig deres høje alder, når de hver især bidrager til deres lokalsamfund med frivilligt arbejde.
Det oplyser det norske kongehus på deres hjemmeside.
Og de gamle, ivrige iværksættere bidrager til samfundet på mange forskellige måder. Nogle arbejder med idræt og kultur, nogle med politik og andre med socialt arbejde.
- Det er langt fra en selvfølge, at man frivilligt giver sin tid til dem, som har brug for det. Men det har I, som er til stede her i dag, valgt at gøre. Det er der rigtig mange i jeres lokalsamfund, der sætter pris på, og I er en inspiration for os alle, sagde den norske kong Harald til de frivillige ældre, som var mødt op til det traditionsrige Afternoon Tea-arrangement.
Afternoon Tea er en gammel skik, der kan føres helt tilbage til 1840. Skikken blev bragt til Norge af kong Haralds bedstemor, dronning Maud, da hun forlod England.
Det er andet år i træk, at det norske kongepar holder Afternoon Tea for de ældre ildsjæle på det kongelige slot i Oslo.
Newspaq