Når det danske herrelandshold i håndbold i eftermiddag skal forsøge at sikre sig en OL-guldmedalje, bliver det med royal opbakning på lægterne.
Både Kong Frederik og kronprins Christian vil således være til stede i Lille, når finalen mod Tyskland sættes i gang kl. 13.30, oplyser kongehuset.
Kronprinsen har de sidste dage været til Smukfest i Skanderborg, mens kong Frederik tidligere har været i Frankrig for at følge de danske atleter. Kong Frederik var blandt andet til stede, da Viktor Axelsen vandt Danmarks hidtil eneste guldmedalje i Paris.
Danmark har før OL’s sidste dag vundet otte medaljer og herrelandsholdet er med finalepladsen sikret en medalje mere - spørgsmålet er kun, om den skal være af guld eller sølv.