Det er langt vigtigere at kende til borgernes rettigheder, end det er at vide, hvilken konge, der byggede Rundetårn. Skulle de historikere, som Nyhedsavisen har talt med, lave indfødsretsprøven, skulle spørgsmålene handle om historie, som indvandrerne kan bruge i deres hverdag.
»Eksempelvis burde man have lagt mere vægt på forfatningshistorie ¿ det vil sige historien om, hvordan det danske demokrati er blevet til gennem en lang proces, og hvordan danskerne har opnået borgerlige rettigheder som retten til at stemme, ytre sig, deltage i den politiske proces og eje jord,« siger Jes Fabricius Møller, der er historiker ved Københavns Universitet.
»Teksten giver en overfladisk beskrivelse af Grundloven. Men hvis man kommer til Danmark og læser Grundloven, giver den jo slet ingen mening. Der står, at kongen bestemmer alting, og sådan ser virkeligheden jo ikke ud, og det har en netop en historisk forklaring,« siger Jes Fabricius Møller.
Historiker Nils Arne Sørensen fra Syddansk Universitetscenter i Odense mener slet ikke, at spørgsmålene fanger, hvordan Danmark er blevet et demokratisk land.
»Og for det andet, hvilke historiske begivenheder og personer, der spiller en central rolle i den danske identitet og hvorfor,« siger han.