Det startede med en enkelt fjer, der fik en lyserød kulør. Så blev fjeren til flere, og pludselig begyndte mange svaner på Londons flod Themsen at få en pink kulør. Og de svageste af dem endte med at dø af de lyserøde fjer, som svækkede svanerne.
Nu har forskere brugt to år på at opklare fænomenet, der har fået betegnelsen Pink Flamingofjer-syndromet . Svanerne på Themsen er ejet af det britiske kongehus, men de kongelige svanepassere har fået hjælp fra amerikanske forskere i opklaringen af svane-mysteriet.
Forskere fra det amerikanske Regal Swan-projekt i Florida har fundet ud af, at sygdommen skyldes en bakterie, der lever i svanefjerene og får dem til at miste deres hvide farve. Samtidig mister fjerene deres vandafvisende lag, og svanerne bliver våde og fryser ihjel.
Men forskerne har også fundet en løsning på Flamingo-syndromet: Svanerne skal vaskes med Storbritanniens mest populære opvaskemiddel, Fairy Liquid. Vaskemidlet fjerner ganske enkelt bakterierne og giver de kongelige svaner deres oprindelige farve tilbage. Forskerne anbefaler derfor, at »svanepasserne øjeblikkeligt begynder at samle svanerne ind og bade dem i Fairy Liquid,« skriver Regal Swan i en pressemeddelelse.
»Det er en ekstremt vigtig udvikling. Det lader til at virke rigtigt godt. Alt, der forbedrer fuglenes chancer for at overleve er gode nyheder,« siger Professor Christopher Perrins, der er en af Dronning Elisabeth II s officielle svanepassere, til Daily Telegraph.
Procter & Gamble, der producerer Fairy Liquid, er også glade for den positive omtale af deres svane-reddende opvaskemiddel. De sponserer nu en rejse til London for 10 af de amerikanske forskere, som skal være med til at tjekke de kongelige, pink svaner.
Se flere fotos af de lyserøde svaner i den officielle pressemeddelelse.