Danmarks nationalscene - Det Kongelige Teater - er tilfreds med deres skuespilchef, Emmet Feigenberg.
Bestyrelsen har netop, efter indstilling fra teaterchefen, besluttet at forlænge Feigenbergs kontrakt som chef for skuespillerne med yderligere 4 år, når hans kontrakt udløber 30. juni 2012.
Bestyrelsesformand Lars Pallesen er meget begejstret for udnævnelsen.
"Det er med stor glæde, jeg kan meddele, at Det Kongelige Teaters bestyrelse gav fuld opbakning til, at Emmet Feigenberg kan fortsætte sin store og dedikerede indsats for Det Kongelige Teaters skuespilafdeling. Han viser med sin kunstneriske styrke og retning en sikker sans for at vise, hvad en nationalscene skal og kan, og vi kvitterer for den fremgang og idérigdom, der præger Det Kongelige Skuespil i disse år."
Emmet Feigenberg tiltrådte som skuespilchef tilbage i 2008. Og han takkede uden tøven ja til tilbuddet.
"Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at jeg er meget glad for at være en del af Det Kongelige Teater, og for de gode takter vi har fået slået an i skuespillet, navnlig i det sidste års tid. "
Emmet Feigenberg er desuden storebror til den netop afdøde Gerz Feigenberg, der var skuespiller og instruktør.
Lige for tiden er Det Kongelige aktuelt med forestillingen 'Manson' om den amerikanske kultleder, der fik sine disciple til at myrde løs i 1960'erne. Det er med Nicolas Bro i hovedrollen.