Selv om man behandler de kongelige for alverdens sygdomme tillader det ærefulde job ikke, at man omgår reglerne. Det har den højt respekterede nordsjællandske læge, Ole Riis, måtte erkende.
Region Hovedstaden har nemlig politianmeldt ham for at svindle for cirka en million kroner, skriver bt.dk.
"Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget en anmeldelse på læge Ole Riis, og at det er Region Hovedstaden, der har anmeldt. Vi behandler det som en bedragerisag," siger vicepolitikommissær Claus Dyrby fra Lyngby Politi.
Ifølge B.T. skulle den royale læge have udskrevet falske fakturaer for sygebesøg hos patienter, der aldrig har fundet sted. Fakturaerne sendte han direkte til Region Hovedstaden, som betalte regningerne.
Lægen behandler blandt andre komtesserne Camilla, Josephine og Feodora af Rosenborg, men også erhvervsmanden Asger Aamund bruger lægen. Aamund er chokeret over at høre om anklagen mod sin læge.
"Det kommer virkelig bag på mig, hvis han har svindlet for så stort et beløb. Jeg synes selv, jeg er en rimelig god menneskekender. Det overrasker mig," siger han.