25.000 krus, 15.000 viskestykker, 12.000 tallerkener og 8.000 musemåtter.
Alle står de klar med et pænt billede af den engelske kronprins William og hans kæreste Kate Middleton. Det eneste, der mangler på sagerne, er en dato. I det øjeblik, parret offentliggør en forlovelse, skal datoen klistres på, og så er det hele klar til at komme ud i butikkerne.
Det er det engelske stormagasin Woolworths, der ? belært af erfaring ? har valgt at være overordentligt velforberedt på en eventuel royal forlovelse.
»Der var en massiv efterspørgsel på produkter, da Charles og Camilla blev gift. Men på grund af deres korte forlovelse, havde vi ikke tid nok til at designe, producere og få produkterne ud på markedet. Denne gang er vi klar,« siger Stephen Robertson, som er marketingdirektør hos Woolworths.
Alle tingene har samme motiv: Et billede af kronprins William i kjole og hvidt og et af kæresten Kate Middleton med en stor, fjerbesat hat. Nedenunder står der »I anledning af det royale bryllup mellem William og Kate«.
Ud over de nævnte genstande har Woolworths planer om at producere 20 andre produkter, herunder plastikdukker af parret, hjemmesko, mobiltelefoner og vinglas. Analytikere vurderer, at stormagasinet står til at miste over 10 millioner kroner, hvis parret går fra hinanden og ikke skal forloves alligevel.
Prins William mødte sin kæreste på Andrews University i 2004, da de boede i samme hus. Kate Middleton har flere gange været med til royale familietræf, hvilket mange ser som et tegn på, at hun er godkendt som kommende kronprinsesse.
Hvad der skal ske med det hele, hvis brylluppet ikke bliver til noget, melder historien ikke noget om...