Greve Christian af Rosenborg er sovet stille ind på Gentofte Hospital efter længere tids sygdom tirsdag klokken 23, oplyser Hofmarskallatet.
Greve Christian fyldte 70 år 22. oktober 2012, og oplysninger om begravelsen bliver meddelt senere, oplyser kongehusets pressechef, Lene Balleby.
Grevinde Anne Dorte af Rosenborg ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere yderligere.
Christian af Rosenborg var søn af arveprins Knud og prinsesse Caroline-Mathilde, og da den gamle tronfølgelov kun gav mulighed for mandlig arvefølge, var han nummer tre i arvefølgen efter sin far og bror.
Men i stedet for Amalienborg blev det til en næsten almindelig tilværelse sammen med hustruen Anne Dorte. De giftede sig i 1971, og da hun er borgerlig, mistede han sin prinsetitel, og parret blev i stedet greve og grevinde.
Christian beholdt dog sin elefantorden, som han bar i det traditionelle lyseblå bånd ved officielle middage og fester i kongehuset, hvor han og Anne Dorte stod blandt de øverste navne på gæstelisten.
Parret har tre døtre, komtesserne Camilla, Josephine og Feodora, som er vokset op i almindelige parcelhuse først på Heimdalsvej i Frederikssund og siden i Holte.
I de sidste år boede greveparret i damebygningen på Sorgenfri Slot, og dermed vendte greve Christian tilbage til sit barndomshjem.
Grev Christian var student fra Forsvarets Gymnasium og var indtil sin pensionering i 2002 ansat på Søværnets Taktik- og Våbenskole på Holmen.
Gennem sit arbejdsliv var han blandt andet chef for minestrygeren Omøsund og tjenestegørende på et fiskeriinspektionsskib ved Grønland.