Jonas Vingegaards bedrifter på de franske landeveje har sikret ham mange danske fans. Og såmænd også et par royale af slagsen.
På Kongehuset instagramside er der således flere opslag om den kommende danske Tourvinder.
– Jonas Vingegaards enkeltstart blev fulgt med spænding på Graasten Slot, hvor Hendes Majestæt Dronningen, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte og Hendes Majestæt Dronning Anne-Marie opholder sig i disse uger, lyder det til billedet, hvor dronningen og hendes to søstre følger dagens etape på TV.
Og kronprins Frederik skriver til et billede af Vingegaard i gult:
– Jonas Vingegaard er ved at skrive dansk sportshistorie, og jeg glæder mig til at hylde ham i Paris i morgen, når han kører i mål i den gule trøje!