Traditionen med nytårstaffel og nytårskure i Kongehuset genoptages i 2022 efter at de i år måtte aflyses på grund af corona-situationen i Danmark.
Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.
I århundreder har Kongehuset og danskerne ønsket hinanden et glædeligt nytår. Oprindelsen til nutidens nytårstaffel og nytårskure omtales første gang i 1600-tallet, og grundelementerne i nytårsfestlighederne er stadig de samme den dag i dag.
Når der afholdes nytårskure i Kongehuset, forløber det over tre dage. Programmet for 2022 ser således ud:
Nytårtaffel den 1. januar 2022
Hendes Majestæt Dronningen inviterer traditionen tro medlemmer af den kongelige familie, regeringen, landets øverste embedsmænd og Hoffets ledelse til nytårskur og -taffel på årets første dag i Christian VII's Palæ på Amalienborg.
Lille nytårskur og nytårskur for det diplomatiske korps den 4. januar 2022
Dronningen afholder sammen med Kronprinsparret lille nytårskur tirsdag morgen den 4. januar 2022 for Højesteretsdommere, Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ klokken 9.30.
Efterfølgende afholdes nytårskur for det diplomatiske korps på Christiansborg Slot klokken 11.30.
Store nytårskur den 5. januar 2022
Onsdag den 5. januar 2022 klokken 9.30 afholder Dronningen sammen med Kronprinsparret den store nytårskur for chefer fra Forsvaret og Beredsskabsstyrelsen i Riddersalen på Christiansborg Slot.