Fans af det engelske kongehus behøver ikke længere mase sig frem i menneskemængden ved officielle lejligheder, hvis de vil fange et glimt af prinserne Harry og William og hertuginde Kate.
Nu kan det royale trekløver nemlig følges på de sociale medier. Onsdag oprettede de således deres første officielle Twitter- og Instagramprofiler under navnet "Kensingtonroyal".
Her vil de tre royale fremover dele nyheder, billeder og videoer fra deres liv og officielle arbejde som del af den engelske kongefamilie.
- Hej fra Kensingtion Palace! Velkommen til vores nye Twitterkonto, lød det allerførste tweet fra Harry, William og Kate onsdag.
Siden har kontoen summet af aktivitet. Følgere af de royale darlings har de seneste dage blandt andet kunne underholde sig med billeder og video fra prins Harrys møde med NBA- basketballspilleren Dikembe Mutomboog.
Anledningen for mødet med den berømte sportsstjerne var en dimissions-højtidelighed for de første uddannede sportstrænere fra det royale velgørenhedsprogram "Coach Core" i St James's Palace.
Onsdag delte hertuginde Kate ligeledes billeder og videoer fra sit besøg på folkeskolen Barlby primary school i London. Her var den gravide hertuginde tilstede for at indvie skolens nye billedkunstlokale som protektor for fonden "The Art Room UK".
Prins William, Harry og hertuginde Kates Twitter- og Instagramprofil bliver allerede fulgt af 117.000 personer.
Følg selv de royale darlings på Twitter her: https://twitter.com/KensingtonRoyal
Og på Instagram her: http://instagram.com/kensingtonroyal/?utm_source=partner&utm_medium=embed&utm_campaign=photo
Newspaq