Kong Frederik er torsdag i Normandiet i Frankrig sammen med statsminister Mette Frederiksen, hvor de sammen med en række andre prominente personer fejrer, at det er 80 år siden, at de Allierede gik i land i Normandiet.
I den forbindelse indtog kongen talerstolen ved et monument, som hans nu afdøde far prins Henrik var med til at indvie for 40 år siden.
Og det undlod han ikke at nævne i sin tale, som foregik på hans fars modersmål, fransk.
- Slutteligt også en stor tak til de lokale myndigheder, i særdeleshed Sainte-Marie-du-Mont kommune, for den varme velkomst og den kontinuerlige støtte lige siden min far, Prins Henrik, indviede monumentet for de danske søfolk i 1984. Hr. borgmester, her i Deres by føler vi os altid blandt venner, lød det fra kong Frederik på talerstolen.
Prins Henrik døde den 13. februar 2018 på Fredensborg.